FORSKELLIGE TYPER AF MINDFULNESS OG MEDITATION STYRKER MENTAL SUNDHED:

Jeg er instruktør med afsæt i en 3-årige mindfulness og meditationsuddannelse med certificering. Her deles mindfulness og meditation ind i 4 hovedområder, som jeg trækker på i mit arbejde:

KLINISK:

Klinisk mindfulness er den form, som mange kender. Det er et 8-ugers program, som hedder MBSR (Mindfulness baseret stress reduktion). Det er udviklet af lægerne Jon Kabat-Zinn og Saki Santorelli, Center for Mindfulness i USA.

MBKT mindfulness-baseret kognitiv terapi er også et 8-ugers kursus.

Både MBSR og MBKT bruges typisk til at forebygge og håndtere stress, uro, angst, tristhed, depression, smerter og en række andre fysiske og psykiske lidelser.

INTEGRATIV MINDFULNESS OG MEDITATION:

Anvendes fx i individuelle forløb kombineret med samtale og terapi. Her består forløbet af individuelle og skræddersyede øvelser, som tilpasses den enkelte. Der kan indgå træningsopgaver mellem hver session.

NONSPECIFIKKE FAKTORER 

Forskning viser, at størst effekt i et individuelt forløb skabes ved de nonspecifikke faktorer. Det er de faktorer, som er mere afgørende end om terapeuten eller psykologen arbejder ud fra en bestemt teknik og metode fx kognitivt, metakognitivt, ACT, systemisk, narrativt eller en anden form.

Det er fx evnen til nærvær, dyb kontakt, empati og intuition. Det kræver, at fagpersonen har arbejdet med sig selv og med sin egen bevidsthed for at kunne hjælpe og støtte den anden bedst.

Både klinisk mindfulness og integrativ mindfulness og meditation handler om at give dig redskaber, så du med tiden vil kunne regulere dig selv. Du vil træne evnen til at være mere i NUET. Du træner din bevidsthed og evne til i højrere grad at være vidne til det, der foregår i dine tanker, følelser, kroppen og omkring dig. Du træner at rette opmærksomheden mod kroppen og åndedrættet og vil i højere grad og med jævnlig træning kunne regulere dig selv tilbage til NUET, så du ikke længere er “fuldstændig styret af” dine tanker og følelser. Deri ligger der en kæmpe befrielse, idet du med tiden langt nemmere vil kunne finde indre ro og fred selv under svære livssituationer. Du bliver mere modstandskraftig overfor ydre usikre, utrygge og uventede livsomstændigheder. Mindfulness kan forebygge og mindske stress, angst, uro, tristhed, smerter og depression.

INNOVATIV NÅR VI SKAL TÆNKE NYT OG KREATIVT:

Innovativ mindfulness og meditation går ligesom de 2 første former ud på at træne at opdage og stoppe sindets evige strøm af almindelige og banale hverdagstanker. Du træner ligeledes at opdage og stoppe mere kraftfulde tanker, som sindet ofte kredser om. De kraftfulde tanker, er de tankemønstre sindet ofte vil blive ved med at kredse om fx bekymringstanker, kritiske tanker, stressende tanker og triste tanker. Det er ofte sådan, at sindet vil kredse om de mere negative tanker og det kan forstærke et negativt mønster og gå udover vores evne til handle konstruktivt, tænke nyt og kreativt.

Niveauet som har med at kunne tænke nyt, ud af boksen og kreativt, er det sted dybere inde i os, som er bag de almindelige tanker. Det er et inspirativt niveau, som ligger dybere og vi kan ikke tænke eller læse os til det. Det er der, hvor der er ro på tankerne. Store tænkere og kunstnere som fx Einstein mærkede kosmos og Mozart hørte musikken. For langt de fleste af os kræver det, at vi “arbejder med mindfulness og meditation” for at nå dertil. Vi skal først igennem det arbejde, der ligger i at iagttage de almindelige og sværere tanker og følelser. For at vi med tiden og vedholdende træning også kan bruge mindfulness innovativt og når vi kommer til et dybere og mere stille sted i vores sind, kan der opstå kreativitet, dyb indsigt og klarhed.

Det er den form for bevidsthed, som mange har brug for, når de fx skal udvikle deres forretning, tænke nyt og innovativt eller står overfor forandringer.

ESSENTIEL: 

Essentiel mindfulness og meditation handler om vågenhed og klarhed i NUET. At være vidne til det, der er og evnen til at være med det, der er. Dette vil opleves som en dyb vågenhed og klarhed. Det vil give større adgang til din omsorg og empati.

Mange oplever større bevidsthed og er i højere grad vidne til sig selv og det der foregår omkring dem. De kan nemmere opdage tankerne og følelserne og vil i højere grad være i stand til at vælge, hvilke de går med og hvilke de slipper. Mange vil være i stand til at guide sig selv uden brug af lydfiler. Evnen til en dybere indre fred, vågenhed og klarhed vil være tilstede også i perioder, hvor der opstår svære ting. Der kan ske en åbning til en spirituel bevidsthed, hvis man er åben for det og ønsker det.

På mit mindfulness-fortsætter-kursus træner vi en række grundøvelser, som kan hjælpe til at åbne til mere vågenhed, bevidsthed, balance, empati og nærvær.

Øvelserne er endvidere med til at opbygge mere overskudsenergi og balance, som kan være med til at støtte os, i de perioder hvor vi går svære ting igennem. Du lærer at guide dig selv på fortsætter-kurset.

Af Ulla Vestergaard, certificeret mindfulness-instruktør med afsæt i 3-årig uddannelse. 6. april 2020